19. juli 2013

Hjælp, ligusterhækken går ud

Hvad gør man når man har 60 meter halvdød ligusterhæk ud mod offentlig sti. Hedder det genoplivning eller bobcat og bøgehæk? En årrække med nyplantet hæk er ikke tillokkende. Det prøvede vi for 33 år siden.
Hjælper det at sætte nye stiklinger ind? Kan de tynde skud, der kommer for neden danne en ny hæk? Er der nogen der har erfaring med det?

I forsøg på genoplivning barberede jeg halvdelen af med ørnenæb fra havesiden i april. Det var så meningen at den anden side skulle have samme omgang om 1-2 år. Men rækker min tålmodighed?
De tykke stammer inde midt i hækken et helt eller halvt døde. Det er ikke kun hos os, ligusteren opfører sig sådan. Flere naboer har allerede gravet deres op, og sat plankeværk i skel. 
Det dur ikke her. 60 m plankeværk ville få matriklen til at ligne en rockerborg i 10 år indtil klatreplanterne er vokset op.

Hvad med ukrudtet? Jorden er infiltreret med snerler og padderok for blot at nævne de værste. Kan jeg overkomme at holde det i ave, mens 60 m ny hæk vokser op? 
I årevis klippede vi hæk 2 gange om året, det tog et par dage, og en kæmpe pels blev fjernet hver gang. Ukrudt var der minimalt af. 
Nu er der ikke meget af fjerne, men det tager 14 dage at holde det her misfoster rent, og ligegyldigt hvad jeg gør, er det grimt som arvesynden i år.

Man kunne også plante jordskokker og asparges i stedet for hæk :-)

Ind mod naboen i modsatte side af haven var ligusterhækken også slem. Kun snerlerne gjorde den grøn. Sidste år plantede jeg  havehortensier lige foran den.

De er ikke helt overbevisende endnu, men om 5 år er hortensierne 1 meter brede. Men denne løsning holder ikke ude ved stien, hvor der er brug for en grøn væg.
Men jeg skulle hilse og sige, at hækken er det eneste, jeg kan finde på at klage over i denne pragtfulde sommer. Der kommer snart billeder af både blomster- og køkkenhave.



6 kommentarer:

  1. Øv, øv, sådan en halvdød ligusterhæk er et deprimerende syn. Jeg har desværre overhovedet ingen erfaringer at byde ind med.

    SvarSlet
  2. Ja, den ser lidt kedelig ud. Og ikke fordi jeg har så meget erfaring med ligusterhæk, men hvis det er meget gamle planter, så ville jeg ikke have så meget tiltro til, at den kommer igen.

    Vi havde også en gammel ligusterhæk, men det modsatte problem - den var blevet omkring 2 meter bred. Og da den var gammel, så besluttede vi at grave den op og sætte stakit istedet. Jeg er meget glad for stakittet og da vi har sat bagsiden ind mod os selv, så har jeg sat rionet på stakittet og plantet forskellige klatreplanter op af det, for at det ikke ser for massivt ud.

    Håber I finder en løsning, som I bliver tilfredse med.

    SvarSlet
  3. Det gør vi jo nok, men jeg ved ikke rigtigt hvornår eller hvordan.
    Jeg tror ikke der er nogen servitutter, men alle andre i området har levende hæk langs stien, så det vil se ret bombastisk ud med 60 m stakit, indtil det er tilgroet.
    Klatrehortensia har vi flere steder i haven, og op ad et stakit ville det være mulighed. Men de er bare længe om at gro til. Efeu vil også være pænt og neutralt, men den er lige så langsom.
    Arkitektens trøst er udelukket, den er for voldsom.
    Nu har vi været vant til en grøn væg, så lige her ville en blanding af roser, clematis og kaprifolier blive for broget.
    Hvad kunne man ellers plante?

    SvarSlet
    Svar
    1. Hmm, ja du er ude efter en grøn hæk, så er der jo mulighed for at plante taks eller bøg.

      Hvis du mener andre slyng- og klatreplanter så kan jeg godt se din pointe i, at det selvfølgelig tager nogle år førend det dækker et stakit. Der er også akebia og rådhusvin, som er gode til at dække (indenfor nogle år). Og ja, det kan blive for broget med de forskellige planter, hvis de bliver plantet så der er alle farver mikset. Men hvis man holder sig indenfor samme farveskala over fx. 10 meter og så en ny farve, så synes jeg ikke, at det bliver for broget. Men det er jo en smagssag.

      Mht. citrontagetes så må navnet være på grundet farven - synes jeg ikke, at den dufter af citron og ej heller så kraftigt som de andre tagetes. Den er mere fine i løvet og dermed knap så "bedstemor-agtige". Du må gerne få nogle frø fra mig, så du kan prøve i den kommende sæson, om de er noget for dig.

      Slet
    2. Tak for tilbudet og for dit svar. jeg venter lige og ser om jeg finder frø af appelsin tagetes.
      Akebia har jeg ikke set før, men smuk er den.

      Slet