26. februar 2013

Amok i Havecenteret

I  går var jeg Bilka, hvor jeg blev fristet af stedmoder, hornvioler mm., selvom det er alt for tidligt at sætte dem ud endnu. De står  i spisekammeret og venter på den første dag i marts, hvor solen giver liv til jord og luft.
Hornvioler er er min favorit, men der var udvalget ikke så stort. Denne her var nu meget sød, den er mere violet end billedet viser. Tænk at man kan få 10 fine planter for 16 kr.
I oktober fik jeg en smuk buket, og bestemte at jeg måtte have georginer igen, selvom sneglene foreløbig  æder dem, hvis de ikke står i krukker.
Der er flere mørkerøde, som ligner dem i buketten. Jeg valgte Arabinan Night, fordi knoldene var store og saftige. Senere må jeg gøre op med mig selv, om jeg vil have sneglegift under dem. Det undgår jeg ikke, hvis de skal genindføres i haven.
Indtil 2009 havde jeg en pæn samling kaktus-georginer. De spæde skud er dræbersnegles livretter, fandt jeg ud af  i foråret 2009, hvor alt blev udryddet.



Det sidste jeg ikke kunne holde fingrene fra var 10 kr's tilbud på 3 solhatte, der er begyndt at skyde, og så en pakke Flittiglise med med jord og det hele. Foran står at der er til 20 planter, bagpå står at der er 300 frø. Det bliver spændende at åbne posen og se, om de har talt forkert, eller om de er pessimistiske over for spiringsprocenten.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar